Er sprints en nøgle til agil succes eller præcis det modsatte? Lyt med, og få en rationel forklaring.

Er man kun agil, hvis man arbejder i sprints? Det er der nogen, der mener, men kunne det synspunkt mon være en af de mange vedtagne sandheder omkring det agile, som ikke helt holder vand, hvis man tænker lidt nærmere over sagerne?

Det er tit sådan, at hvis der er mange nok, der siger den samme ting, så bliver det pludselig rigtigt, men denne ting skal jo helst også vise sig at være rigtig, når man ser på resultaterne ude i den virkelige verden.

Et eksempel på sådan en næsten vedtagen sandhed, er fænomenet ”et sprint”. Jeg møder igen og igen den holdning, at man ikke kan arbejde agilt, hvis man ikke arbejder i sprints. Nu har jeg sat mig for at se nærmere på den påstand. Hvad sker der egentlig, når man sprinter, og hvad med den proces, der ligger udenom?

Er sprints virkelig så agile, som mange mener, de er, eller kunne det i virkeligheden være sådan, at man faktisk ifører sig en stram, uagil spændetrøje, når man sprinter?

Jeg går til sagen så objektivt, som jeg overhovedet formår, og som altid læner jeg mig op ad den viden jeg har samlet op – nogle gange på den hårde måde - gennem de sidste snart 20 år. Den viden hænger selvfølgelig stærkt sammen mine praktiske erfaringer fra de Scrum, SAFe og Kanban transformationer jeg har stået i spidsen for eller været en del af ude i virkeligheden.

I den sidste ende er det jo det, der tæller, for virkeligheden vinder hver gang.